Undervisning i topklasse - intet mindre
Ugerløse Køreskole blev startet i 2009, da min ældste knægt skulle tage sit kørekort. Så måtte far jo selv træde til. Knægten samlede et hold på i alt 5 gutter. Jeg fik bilen godkendt og gik i gang. Siden da er der sket meget.
Jeg driver stadigvæk trafikskole, men nu med en lidt anden vinkel end mange andre køreskoler. Jeg mener, at der skal gives undervisning i topklasse, når mine elever sætter sig i min bil – intet mindre.
Det kan du forvente af min undervisning
Jeg har en stærk holdning til, hvordan en køretime skal foregå: Du skal gå hjem med en følelse af, at du er lidt bedre, end da du kom. Det lyder enkelt, men det er det bestemt ikke.
Jeg tilrettelægger min undervisning efter dine køreevner. Det nytter nemlig ikke at køre efter et fast skema, hvor den enkelte elevs evner og behov ikke er i centrum. Alle elever er forskellige – og derfor er nøgleordet på min køreskole, at eleven er i centrum.
Men det betyder også, at jeg kræver noget den anden vej: Du skal møde op til teori- og køretimer frisk som en havørn. Er man ikke motiveret til indlæring – så lærer man ikke noget.
Praktiske informationer om min trafikskole
Jeg har kontor i Ugerløse, men afdelinger i både Holbæk og Kalundborg, hvor teoriundervisningen foregår. Her har jeg derfor også mange elever, der kommer fra omkringliggende byer som Roskilde og Odsherred.
Rådet for Sikker Trafik har lavet denne hjemmeside med gode råd i forhold til at vælge køreskole. Inden du beslutter dig for, hvilken køreskole du vælger, beder jeg dig om at besøge denne side. Der er masser af god information.